Solenergi spiller en afgørende rolle i den grønne omstilling, og med aftalen "Grøn strøm og varme 2022" er der lagt op til en firedobling af elproduktion fra solenergi og landvind inden 2030. Kommunerne har ansvaret for at fremme lokalplaner for nye solcelleprojekter, men succes kræver en omfattende arealplanlægning, der afbalancerer nationale interesser og lokale hensyn.
Der er stor forskel på, hvordan solcelleanlæg indpasses bedst muligt i forskellige landskabstyper. Derfor er det vigtigt at designe dem med omtanke. Plan22+ har udgivet en guide for planlægning af solenergi, som indeholder konkrete værktøjer til at sikre en hensigtsmæssig indpasning af solenergianlæg i både landskab og lokalsamfund.